I den jyske muld ligger vores guld

Af: Matthias Zaccarin

Sådan stod der for et par år siden på nogle Brøndbyfans bannere til de sidste Superligakampe, da pointhøsten særligt på jyske udebaner ikke havde været stor nok. Denne weekend afsluttes indendørs sæsonen med kåring af Danmarksmestrene i ultimate for både damer og herrer ved finalerne i Sportscenter Herning. Det er langtfra selvskrevet at Ultimateguldet forbliver i Jylland, og derfor kommer herunder et bud på potentielle medaljetagere inden de sidste og afgørende kampe. De kommende Danmarksmestre kan også glæde sig ved tanken om kvalifikation til de første indendørs Europamesterskaber for klubhold, som EUF planlægger afholdt januar/februar 2020.

 

Damerækken

Umiddelbart tegner det faktisk til at københavnske klubber kommer til at indtage de øverste podiepladser, men med afbud fra Spinners åbner der sig en kattelem. Desuden plejer Victory Girls at kunne trække kaniner op af hatten, men kvartfinalen bliver nok endestationen for dem. Derfor skal der forventes direkte kamp mellem Aarhus og DTU om en plads i semifinalerne sammen med KFK, Hucks og Dragons. De to sidstnævnte har været særdeles formstærke hele sæsonen og spås derfor at matche op til en gedigen finalefight. 

 

Herrerækken 2. Division

Lige under de førende hold fra Hucks og Dragons ser landskabet noget mere åbent ud, dog tenderer Skovklosteret, DTU og FUK at banke kraftigst på for at avancere til kvartfinalerne. Upåagtede Esbjerg Flying Vikings plejer at være garant for spektakulær fight med god spirit, og deres rutine som matches godt af Mojns selvtillid tyder på de to syddanske hold kan overraske alle og gå hele vejen til finalen. Derfor står der utvivlsomt et jysk hold som den ærefulde vinder af 2. Division søndag eftermiddag.

 

Herrerækken 1. Division

Feltet er vanvittigt tæt i toppen og vidner om et stabilt højt niveau i flere klubber. Efter de sidste gruppespilskampe lørdag afgøres det, om det bliver Dragons, Hucks eller FUK med Discflyers som outsider til at sikre sig den sidste plads i kvartfinalerne. Ingen af dem ligner dog overbevisende bejlere til semifinale-avancement, hvilket også gør sig gældende for Aalborg Dinosaurs og Aabenraa Aabenraa. Et forsigtigt bud på en finalist må blive det aktuelle førerhold fra Aarhus, til gengæld kan der blive intens spænding hvorvidt modstanderen bliver DTU, Tørring eller KFK – og så skal man jo aldrig helt afskrive Ragnarok på forhånd.

 

Der er selvfølgelig gratis adgang for publikum, og finalerne i alle tre divisioner livestreames søndag fra kl. 13.00 på www.zibrasport.dk