Danmark til Europamesterskaberne i Ultimate Frisbee

På lørdag skydes europamesterskaberne i ultimate frisbee (EUC) i gang, når åbningsceremonien løber af stablen klokken 14 i den ungarske by Győr. Danmarks første kampe afvikles allerede på søndag d. 30. juni og fortsætter forhåbentligt helt frem til d. 6. juli, hvor medaljeoverrækkelserne finder sted. I år er Danmark repræsenteret med henholdsvis et herre- og et mixlandshold.

Spilsystemet og forberedelserne op til EUC

Alle deltagende nationer inddeles i puljer, hvori der spilles ”alle mod alle”. Holdenes placering i puljen afgør senere, hvem holdene skal møde fra de andre puljer i en mellemrunde, hvorefter der spilles placeringskampe. Danmark skal opnå en top 2 placering i den indledende pulje, eller slutte som et af de to bedste tredje placerede nationer, for at kvalificere sig til slutspillet.

Mixlandsholdet placeres i år, i pulje med vores tyske naboer, samt Rusland og Irland. Mixlandsholdet spiller sin første kamp mod Irland på søndag (d. 30. juni), dernæst møder mixlandsholdet Rusland om mandagen, og slutter så puljekampene tirsdag morgen, når de møder Tyskland.

Træner for mixlandsholdet Sofie Sørine Ankjær Nielsen fortæller, at landsholdet har forberedt sig i tre trænignssamlinger. I kraft af træningssamlingerne deltog bruttotruppen i turneringen Warsaw Delight i Polen, hvorefter den endelige landsholdstrup blev udtaget. Landsholdet testede senest kræfterne til Danish Invites i Tørring tilbage i maj måned, hvor både Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge og Finland deltog. Det danske mixlandshold mørbankede her tyskerne med en agtværdig sejr på 8 – 5, hvilket forhåbentligt gentager sig, når Danmark møder Tyskland i den sidste puljekamp tirsdag morgen. Mixlandsholdet sluttede Danish Invites i Tørring på en hæderlig 4 plads, mens briterne løb med turneringssejren.

Herrelandsholdet har i alt fire puljekampe, mod henholdsvis Polen og Spanien om søndagen (d. 30. juni), Belgien om mandagen, og sidste puljekamp mod Irland om tirsdagen. Blandt herrernes modstandere forventes Irland at blive et af de toneangivende nationer, Irland har senest klaret sig hæderligt til Windmill og medbringer da også en nævefuld koryfæer til EUC.

Træneren for det danske herrelandshold Jonas Skovgaard fortæller, at holdet hovedsageligt har fokuseret på at udvikle sig i år. Holdet må desuden siges at være ungt og medbringer da også en række landsholdsdebutanter, det er derfor særdeles vanskeligt at profetere holdets præstationer til EUC – Hvilket gør det overordentlig spændende at følge holdet, når de sættes på prøve de kommende dage.

Følg med her

Vi holder jer naturligvis underrettet under hele europamesterskabet! følg blot med på vores Facebookside, hvor vi hver aften giver en status på strabadserne. For dem som ej kan vente til aftentimerne med at få resultaterne, så er det muligt at følge resultaterne på arrangørernes officielle hjemmeside: http://euc2019.ultimatecentral.com