Børnene i Nangijala spiller frisbee fra morgen til aften

Af Matthias Zaccarin

For nogle år siden formulerede DFSU med bred opbakning en ambitiøs vision om, at udbrede kendskabet til ultimate blandt flertallet af Danmarks skoleelever af den simple årsag, at sporten og forbundet har behov for vækst især i ungdomsrækkerne. Derfor har Efterskole-DM og samarbejder med folkeskolekampagnen Aktiv Året Rundt, DIF-initiativet Famly Sport og senest Skole OL været sunde bidrag til den samlede strategi.

I sidste uge kulminerede Skole OL med deltagelse af 15.000 skoleelever ved finalerne afviklet over fire dage på Aarhus Stadion, hvor DFSU dog endnu ikke har opnået at få ultimate optaget som disciplin i sportskonkurrencerne, men skinnede i rampelyset på sideevent med konkurrenceaktiviteter for skolebørnene når de havde pauser fra aktiviteterne inde på stadion. Opgaven blev løftet af en flok engagerede frivillige fra Aarhus Ultimate under kyndig ledelse af det lokale DFSU-bestyrelsesmedlem Lasse Vestergaard Andersen som med sindrig opfindsomhed arrangerede dåsekast og discgolfkurve samt ikke mindst det nu ganske berygtede selfie lay out skilt, som mange af de unge mennesker havde stor fornøjelse af. Blandt naboerne på sideevent skelede både bueskydning og bowling men faktisk også folkene bag Skole OL til vores stand, som leverede et frisk pust.

For Lasse Vestergaard Andersen var det en anderledes uge på kontoret, men absolut berigende både personligt og organisatorisk:
Små 15.000 folkeskoleelever har nu kendskab til ultimate og mange af dem også prøvet kræfter med en frisbee. Flere af dem lidt skeptiske fra start, men alle gik fra konkurrencen med et stort smil – og de fleste kom igen! Så alt i alt en herlig uge, hvor de frivillige virkelig strålede – tusind tak til dem!

Såvel DFSU som Skole OL gør sig forhåbninger om et tættere samarbejde, muligvis allerede fra det kommende skoleår med ultimate som landsdækkende disciplin. Det lægger dog op til at alle landets klubber skal yde et kompenseret bidrag med at arrangere de regionale kvalifikationsturneringer i samarbejde med DFSU, hvor op mod 70.000 skoleelever årligt vil komme i nærkontakt med verdens dejligste frisbeesport. Det er ikke så ringe endda.