19 unge kanoner klar til at rulle ind i Holland

De to U20-hærførere, Jimmy Escherich og Sverre Stütz, har nu sat navne på de 19 spillere, der skal vise de rød-hvide farver frem til EM i Holland i begyndelsen af august.

Af Peter Bjørnbak Hansen 

Slaget skal stå 6. – 11. august. Slaget om ultimate-Europa for unge mænd under 20 år. I håbet om, at Danmark kan trække sig ud af slaget med en god fornemmelse, har de to U20-landstænere derfor udtaget 19 kampberedte unge mænd, som er mere end klar til at skyde brystet frem og gøre dansk ungdomsultimate ære. Ja, og velsagtens samtidig få en god oplevelse ud af det.

Om udtagelsen siger den ene U20-landstræner, Jimmy Escherich:

”Der er en del meget erfarne spillere, som også var med sidste år, men også en del, der har spillet ultimate i mindre end et år. Det bliver spændende til Rising High, som bliver første rigtige prøve for holdet.”

Rising High er en hollandsk turnering i slutningen af maj, som U20-landsholdet deltager i for at ryste truppen sammen og prøve spillermaterialet af.

En del af spillermaterialet, en del af de 19 unge mænd, er Jeppe Haugaard Michelsen fra Odense, som U20-landstræneren beskriver som ’en af de bærende kræfter på holdet’. Om den beskrivelse siger den unge odenseaner:

”Det er et stort ansvar at få, men min erfaring fra sidste års U20-landshold skal nok komme mig til gavn.”

Men ét er at værende en bærende kraft på banen. Noget andet er at være en bærende kraft i et sammenhold. For på Danmarks – og i særdeleshed Jimmy Escherich og Sverre Stütz’ – U20-landshold er EM-sejre ikke det eneste, man har for øje.

”Til udtagelsen virkede alle spillere rigtig glade og positive, og spillerne trænede og socialiserede på tværs af klubberne meget hurtigt. Jeg har store forventninger til et rigtig godt sammenhold blandt alle spillerne, og jeg er sikker på, at der kommer til at opstå mange gode venskaber,” siger Jimmy Escherich.

Noget tyder da også på, at vi her i Danmark har et U20-landshold, hvor det hele virker til at fungere meget godt allerede. Det gør det i hvert fald, hvis man spørger Jeppe Haugaard Michelsen.

”Vi forstår hinandens humor og kan sagtens grine og hygge, selvom vi er dødtrætte og ikke orker at løbe en meter mere,” siger han.

I samme åndedrag sender Odenses U20-virtuos rosende ord i trænerduoens retning.

”Man kan tydeligt fornemme, at Jimmy har erfaring med at undervise unge spillere, og at Sverre selv er en ung spiller, som bruger de erfaringer, han selv har som ung spiller. Alt i alt fungerer det rigtig godt,” afslutter han.

Noget tyder på, at vi kan være ret fortrøstningsfulde med hensyn til det U20-landshold, vi sender til Holland i august.

Hele U20-truppen lyder som følger:

 

Jeppe Haugaard Michelsen, Odense

Thomas Volquartzen, Aarhus

Christoffer Sofus Børsen, Aarhus

Magne Skov, Hareskov

Rasmus G. Jepsen, Hareskov

Ditlev Bülow, Skovklostret

Aleksander Svendstorp, Skovklostret

Jonas Søgaard, Skovklostret

Lukas Nikolajsen, Esbjerg

Patrick Ryom, KFK

Steffen Aaagaard Riis, Vivild

Frederik Uth, Vivild

Christoffer Gaarde, Mojn

Dennis Larsen, FUK

Lau Larsen, FUK

Bastian Gram Poulsgaard, FUK

Benjamin Michael Villadsen, FUK

Tobias Gram Poulsgaard, FUK

Nikolai Fløche, FUK

 

Der skal lyde et stort tillykke med udtagelsen fra DFSU – og selvfølgelig også et held og lykke med EM!