Tørrings fede bededagsferie

Mens resten af det ganske danske land spændte bæltet op, nød Bededagen og slog mave ovenpå hvedefestmåltidet aftenen forinden, smækkede Tørring porten på vid gab og bød hele Vest-divisionen velkommen til 1. DM-runde. Det kom der nogle ret interessante resultater ud af.

Af Peter Bjørnbak Hansen

Champagne-rusen havde knapt lagt sig efter Tørrings meriterende sejr til indendørs-DM, før vejen mod nye triumfer blev forsøgt brolagt med en nye sejre. Og så endda på hjemmebanen ved Tørring Gymnasium.

Forsøget skulle vise sig at være ret vellykket. Tørring trak sig ud af runden med ”alle gode gange tre”, som de kalder det på deres Instagram. Lutter sejre. Deriblandt en 10-8-sejr over rivalerne og DM-finalekombattanterne fra Aarhus.

Selvsamme Aarhus måtte således også nøjes med to sejre.

Sværere ser det ud for Mojn, der måtte indkassere tre nederlag ud af tre mulige, og Aalborg, der kun vandt en enkelt kamp.

 

Sønderjysk vanvid

Allerede nu ser det ud til, at Odense er holdet, der skal slås, hvis man har store drømme i 2. division. De viste sig således skræmmende stærke med sikkert handler-spil og gode dybe kast.

Hvis man tog Odense ud af 2. divisionsligningen, var der to hold tilbage til 1. DM-runde i Tørring. Esbjerg og Kolding. Og sikke en kamp, det blev. Et marathon af et ultimate-drama.

Først bragte Kolding sig foran 10-4, og alt så ud til at gå strygende i den stride midtjyske vind. Men så ændrede Esbjerg fuldkommen taktik og overgik til zone-forsvar. Da slutfløjtet lød, førte Kolding 11-9. Men Esbjerg lugtede stadig blod og snuppede det næste point, før Kolding afgjorde kampen med en scoring til 12-10.

Esbjerg sad sikkert indhyllet i den velkendte ”så tæt på, men alligevel så langt fra”-følelse.