Før VM: Open-landsholdet sigter mod top 4

Danmarks open-landshold hev en 5. plads med hjem fra Dubais kridhvide sandstrande, sidst der var VM i beach-ultimate. Den har de i sinde at forsvare – hvis ikke forbedre.

“Det er det bedste beach-landshold, jeg har spillet med,” siger landstræner Thor Møller med et smil.

Ordene er store med landstrænerens store erfaring og mange år i spillet in mente. Derfor har man som tilskuer, supporter, ja, eller slet og ret dansker velsagtens noget at se frem til, når de danske open-drenge går i krig på Royans solbeskinnede sandarenaer.

Ambitionerne er da heller ikke til at tage fejl af. I hvert fald ikke, hvis man spørger Thor Møller.

“Det bedste scenarie er top 4 i vores 11-holdspulje. Så hedder det kvartfinale,” siger han.

Vejen til succes

Men hvad er det så, der skal bringe det danske herrehåb helt derop? Ja, den ene landstræner er ikke i tvivl.

“Vi har et godt mix af ungt talent og erfaring. Og så har vi bare nogle spillere på et højt internationalt niveau tilsat en generelt en høj ultimate-IQ og god teknik. Ja, og så har vi da også fysikken med os,” siger Thor Møller med så stor autoritet, at man nemt kan finde på at tro ham.

Men han tilføjer samtidig, at det ikke nødvendigvis er noget, der er direkte forbundet med ultimate, der skal sikre open-landsholdet kvartfinalepladsen.

“I virkeligheden tror jeg at en af nøglerne til succes bliver den holdets sociale struktur. Alle er meget engagerede i hindanden og har lyst til at arbejde for hinanden.”

Hvem skal slås?

Ifølge Thor Møller er det svært helt at vurdere, hvor gode de andre hold, når det gælder beach-ultimate. Men han bevæger sig alligevel ud i en spagfærdig analyse.

“Det er utroligt mange hårde kampe på vej der til, og det bliver svært. Blandt andet skal vi holde os foran hold som Spanien, Ukraine, Rusland, Schweiz og Japan. Det er alle hold, vi kan slå på en god dag,” siger han.

Foruden dem skal open-holdet spille mod USA, Canada, Holland, Singapore og Polen.

DFSU ønsker drengene det største held og lykke under de franske himmelstrøg!

 

Herunder finder du hele den danske open-trup til beach-VM: