Primary links

Dame masterlandsholdet til EM 2015 i København

 
En række af erfarne og ambitiøse damespillere har taget de første skridt til etablering af det første danske damemasterslandshold. Der er indledningsvist afholdt et møde i København, hvor formatet og rammerne for et sådan hold er blevet fastlagt. Kate Poneta, Rikke Fuglsang Olsen, Mille Dragsted og Majbrit Kronborg Mouridsen udgør et trænings- og koordineringsteam for damemastersholdet. 

Ambitioner, træning, turneringer, antal spillere og kriterier for deltagelse

Ambitionen med det første danske damemasterslandshold er at stille med en erfaren trup, der både taktisk og fysisk kan gøre sig blandt de bedste i Europa. Hensigten er således at lave et forløb frem mod EM, der udvikler og sammenspiller et konkurrencedygtigt damemastershold. 

Damemasterslandsholdet starter deres træningsforløb, når udendørssæsonen går i gang pr. 1. april. Da en stor del af spillerne bor i København, afholdes der 1 ugentlig træning i København – der er naturligvis ingen krav om, at fynboer og jyder deltager. Derimod skal alle kunne deltage i 2-3 træningslørdage, hvor vi træner 4-5 timer og laver noget socialt bagefter. Vi prøver at planlægge det samtidig med dameholdet, så vi kan spille træningskampe.

Der lægges umiddelbart kun op til én udenlandsk turnering (Windmill eller Toms), men vi påtænker evt. i samarbejde med andre hold at invitere landshold til træningskampe.

For at blive en del af holdet skal man som minimum være født i 1985 eller før, være en erfaren og/eller dygtig spiller, kunne deltage i de 2-3 træningslørdage, løbende træne ultimate med et klubhold og 2 gange ugentligt lave interval/styrke. Der laves et program og et fælles online sted, hvor vi kan holde hinanden op på det. Trænings- og koordineringsteamet vil i dialog med den enkelte spiller vurdere om og hvordan disse kriterier bliver tilstrækkeligt opfyldt. Vi opfordrer alle spillere fra hele landet til at tilmelde sig via dette spreadsheet seneste d. 5. november. Spørgsmål vedrørende holdet kan rettes til Mille på mille [at] sikkendejligdag [dot] dk eller Rikke på rikke.fuglsang.olsen [at] gmail [dot] com 

I skrivende stund (16. okt) har 14 damespillere tilmeldt sig damemasterslandsholdet, hvilket er et godt udgangspunkt, men det endelige hold skulle helst som minimum bestå af 15-16 spillere. 
Vær også med på denne Facebook-gruppe

På denne side følger mere information om det danske master damelandshold. Siden er senest opdateret 22. oktober 2014.