Primary links

Mixlandsholdet til EM 2015 i København

Læs hvordan det gik holdet her 

 

Trænerduoen er Jeppe Ankjær og Sofie Ankjær (KFK), de fortæller:

Navnene på de spillere, der skal repræsentere Danmark i mix-rækken ved EM i Valby, er nu fundet og listen bliver offentliggjort herunder. Selvom spillerne stiller op i de danske farver, er der en bred international profil på holdet, der tæller både en tysker og en hollænder, som begge kvalificerer sig til at være EUF Citizens. Derudover er der også fundet plads til udenlandsdanskeren Emil Pil, der til dagligt slår sine folder i klubben HIT i Norge. Netop hans kendskab til vort norske broderfolk kan blive værdifuldt idet Norge også stiller op i mix-rækken ved EM.

Derudover bør det nævnes, at truppen består af 5 spillere fra Birtes talentfabrik i Tørring og ligeledes 5 spillere fra københavnske Spinners, som skal supplere de unge tørringensere med en stor mængde rutine. Flest spillere finder man til dagligt i Fælledparken, idet 6 spillere i truppen træner i KFK og 3 i Hucks. 3 af spillerne er fra Aarhus, mens Kasper er eneste mand til at repræsentere Odense Discflyers.

Arbejdet for den samlede trup starter i den sidste weekend i maj, hvor de 24 spillere samles som forberedelse til Windmill, der afholdes i Amsterdam 14 dage senere. Efter den hollandske turnering er der 3 ugers ’pause’ inden turen går til Dublin hvor Golden Cup, der afholdes for anden gang, får dansk besøg. Sidste træningssamling inden årets store mål bliver den 18.-19. juli.

I forberedelserne får holdet mulighed for at stifte bekendtskab med 12 af de 16 mandskaber, der er meldt til i EM’s mixrække. Kun Tyrkiet, Ungarn, Polen og Østrig kommer til EM uden forinden at have krydset klinger med de danske udvalgte.

De 14 mænd og 10 damer, der skal repræsentere Danmark, er som følger:

Anders Ruge, Tørring Disc Control
Anne Gonge, Tørring Disc Control
Anne Sofie Kiil, Hucks
Daniel Gerlach, Spinners
Emil Pil Knudsen, KFK og HIT (Norge)
Freja Krab Koed, Spinners
Helle Rørvang, Tørring Disc Control
Jeppe Ankjær, KFK (coach)
Kasper Roholt, Odense Discflyers
Katrine Mignon, KFK
Kees van der Veer, Spinners
Lisa Rabenow, KFK
Martin Snogdahl, Aarhus
Mie Bjerring, Hucks
Nicolai Tarp, KFK
Niels Bauer, Aarhus
Rikke Rørvang, Tørring Disc Control
Siv Steffensen, KFK
Sofie Ankjær, KFK (coach)
Søren Trangbæk, Aarhus
Søren Emil Krætzmer, Hucks
Martin Strøm, Spinners
Tommy Nielsen, Tørring Disc Control
Vesters, Spinners 

Følg holdet på Facebook

 

 

Nyt fra trænerne pr. 17. marts

Efter den første veloverståede træning i Fælledparken i starten af november kunne vi notere over 30 navne på vores blok og med omkring 50 interessetilkendegivelser står vi foran en stor og spændende udfordring med at udtage den trup, der skal repræsentere de danske farver i Valby til sommer. Det betyder også at et travlt forår venter for de spillere, der har ambitioner om at komme med på mixholdet og flere datoer er allerede blevet krydset af i de fleste kalendere.

I første omgang drejer det sig om holdets anden træningssamling den 21.-22. marts. Træningen afholdes i Tørring og er åben for alle der har interesse i at spille med på holdet. Det er således ikke et krav, at man også har været til træning i november. Efter denne træning udtages en bruttotrup for spillere, som vi godt kunne tænke os at se nærmere an.

Bruttotruppen mødes til den endelige udtagelsestræning den 18.-19. april i Odense. Der er to ting, der er værd at bemærke omkring denne træning. For det første er det den sidste træning inden den endelige trup udtages i midten af maj. For det andet kolliderer den med træningssamlingen for open, dame og master i Odense. Det betyder, at spillere der stadigvæk er med i kapløbet om pladser på disse hold og som samtidig holder muligheden for at spille mix åben er absolut nødt til at komme til træningen i marts. Hvis man ikke har vist sig til træningssamlingerne i november og marts bliver man ganske enkelt ikke taget i betragtning til en plads på holdet - ingen forhåndsudtagelser og ingen carte blanche.

Foruden træningssamlinger den 30.-31. maj og den 18.-19. juli kan de udtagne mixspillere med stor sandsynlighed se frem til at spille Golden Cup i Dublin den 3.-5. juli. Arrangørerne bag turneringen regner desuden med at afholde en træningslejr for Europas mixlandshold som en del af turneringen.

Storbritannien, som føler at udvalget af mixturneringer i Europa sjældent har et højt nok niveau, har desuden rettet henvendelse til os med henblik på at arrangere en opvarmningsturnering på enten dansk eller britisk grund. Det er et projekt vi meget gerne vil være med til og som vi følger nøje.

Derudover kan nævnes, at vi har ansøgt om en plads til evigt populære Windmill Windup i Amsterdam den 12.-14. juni. 

Venlige hilsner

Sofie og Jeppe Ankjær Nielsen

E-mailadresser:

Sofie_ankjaer [at] hotmail [dot] com
jeppeankjaer [at] hotmail [dot] com  


Program for sæsonen 

Tørring den 21./22. marts

Lørdag:

09.30-10.00: Velkomst v. trænerne.
10.00-10.30: Opvarmning v. Freja
10.30-12.00: Diverse kasteøvelser.
12.00-12.45: Frokost.
12.45-14.00: Ho-stack øvelser
14.00-15.00: Scrimmage
15.00-15.30: Defence mand/mand øvelser
15.30-16.30: Scrimmage
18.30-20.00: Aftensmad
20.00-...: Oplæg v. trænerne.

Søndag:

09.30-10.00: Opvarmning
10.00-12.00: Fysisk træning v. Søren Emil
12.00-12.45: Frokost
12.45-14.00: Kamp
14.00: Afslutning. 

Første træningssamling 1.-2. november i København

Program for weekenden:

Lørdag
10:00 - 10:45 : Velkomst og opvarmning
10:45 - 12:00 : Fokus på vertikal stack og scrimmage
12:00 - 12:30 : Agility og sprints v/ Søren Emil og Mie
12:30 - 13:00 : Frokost (medbringes selv)
13:00 - 14:30 : Fokus på sideline-reset og scrimmage
14:30 - 15:00 : Ho-stack
15:00 - 16:00 : Game time!
18:30 : Pizza og spillermøde med oplæg fra trænere

Søndag
10:00 - 11:00 : Opvarmning med mand-mand-øvelser
11:00 - 12:00 : ”Clam”-defence med scrimmage
12:00 - 12:30 : Frokost (medbringes selv)
12:30 - 14:00 : Game time! 

 

Se billeder fra samlingen 1.-2. november 

 

2. træningssamling 21.-22. marts, Tørring

Udtagelsestræning, 18.-19. april, Odense

Træningssamling, 30.-31. maj

Windmill, 12.-14. juni, Amsterdam (har fået plads) 

Golden Cup, 3.-5. juli, Dublin 

Træningssamling, 18.-19. juli 

 

På denne side følger mere information om det danske mixlandshold. Siden er senest opdateret 1. juli 2015.