Bronze til det danske herrelandshold i Ultimate

Tekst: Tuf Krenchel / Foto: Louise Dyring

Selvom herrerne i dansk Ultimate de sidste 5 år er blevet bedre og bedre set med internationale briller (især på klubniveau), ved man aldrig helt, hvordan man står før en stor turnering som et EM. Opvarmningsturneringer både i ind og udland havde dog løftet sløret lidt for, hvad der var i vente. Vi var i fysisk topform, spillesystemerne var på plads, men ville vi mentalt kunne hamle op med frygtindgydende modstandere, som England og Finland?

Første dag var den på papiret letteste med kampe mod Irland og Østrig. Og det viste sig lige præcis at være den rigtige måde at komme i gang på. Det blev til komfortable sejre på henholdsvis 17-3 og 17-4. Der blev ikke givet ved dørene!

Anden dag lagde vi ud med at slå Holland 17-8. Vi havde mødt dem en måned før, hvor de havde fået store klø, så selvom de bed mere fra sig denne gang, var vi mentalt ovenpå fra starten. Vores defensive kæde var oppe i gear og scorede ofte, når de havde erobret discen (hvilket jo er måden man vinder kampe på!). Næste kamp bød på Tyskland - en flok garvede rotter bevares - men ikke alle ligefrem topatleter, og vi mente nok, at vi med vores gode fysiske form ville være dem overlegne. Men her kom hovmod til at stå for fald. De spillede en slags zoneforsvar mod os, der ikke tillod vores 'recievere' at løbe dybt, og da vi samtidig ikke formåede at flytte discen hurtigt nok rundt imellem os, gik vores spil ofte i stå, og vi tabte discen på dumme fejl. Så de kloge narrede de mindre kloge, og vi måtte indkassere et 14-17 nederlag.

Tredje dag mødte vi England, der var en af favoritterne til EM-titlen. Klar til revanche efter gårsdagens nederlag, gav vi den gas fra starten. Englænderne var bagud ved pausen og var tydeligt rystede over den skarpe modstand og prøvede at peppe hinanden op. Men lige meget hjalp det - vi holdt fast og slog dem sensationelt 17-14.

Senere mødte vi Frankrig, der modsat Tyskland har en masse løbevillige folk, men ikke så meget erfaring. På grund af turneringsformatet var det deres første kamp den dag, og da vi jo havde brugt en masse kræfter mod England, var det med nogen ængstelse, at vi gik ind til denne kamp. Og det skulle da også vise sig at blive en sej kamp. Men selvom vi var bagud flere gange, lykkedes det os at hive det sidste stik hjem til sejr på 17-15.

Fjerde dag var en slags nordisk mesterskab. Vi skulle nemlig møde både Finland og Sverige. Finland var indtil videre ubesejrede i turneringen og deres relativt unge, men alligevel velorganiserede hold virkede som en skræmmende mundfuld. Men vi spiste dem gjorde vi! Vi fulgtes ad pointmæssigt det meste af kampen, men mod enden tog fanden ved vores defensive kæde, og vi scorede de sidste fem point i træk, hvilket betød, at vi gik derfra med en overraskende stor 17-13 sejr!

Næste kamp var mod arvefjenden, Sverige. Det blev en uhyggelig spændende affære med masser af kampe i kampen. Tonen var ikke altid lige stueren, og spillerne blev yderligere optændt af de mange tilskuere. Det danske kvindelandshold var i denne forbindelse en yderst vigtig støtte for holdet, da deres tilråb og slagsange klart tog pippet fra de svenske supportere. Ved stillingen 17-17 og med kun et point igen, havde svenskerne discen. Men en kort aflevering op ad banen blev blokket af vores ældste spiller. Og da vi førte det efterfølgende angreb helt til dørs, betød det en sejr på 18-17 til Danmark. Vi havde efter disse kampe vundet toppuljen og gik herefter over til knock-out system.

Femte dag skulle vi så møde Holland igen, som var det svageste af de otte hold i kvartfinalerne. Der blev dog ikke tale om samme overhaling, som første gang vi mødte dem, dertil var de alt for motiverede, og vi måske lidt for nonchalante. Men selvom vi kun var foran med et par point hele kampen, syntes det dog ikke muligt, at vi skulle tabe. Og vi endte med at hive en hård, men velfortjent 17-14 sejr i land.

Sjette dag skulle vi så møde Sverige igen, denne gang i semifinalen. Om natten havde det for første gang under turneringen regnet kraftigt, hvilket betød, at det bløde græstæppe vi tidligere havde spillet på var blevet til en veritabel pløjemark. Desværre fik vi aldrig vores spil til at køre i denne kamp. Den offensive kæde havde svært ved at komme ordentligt fri, hvilket betød, at vi var nødt til at kaste mange risikable kast. Om det skyldtes mudderet, skal stå usagt. Men da vores defensive kæde heller ikke havde succes med at lægge pres på svenskerne, var det tydeligt, hvor det bar hen. Vi tabte 12-15 til et hold, der var bedre på dagen. Så skulle vi altså ikke spille finale næste dag, men derimod en kamp om tredjepladsen allerede samme dag.

Kampen kom til at stå mod Finland, som i deres semifinale havde tabt til England. Finnerne var tydeligt mere skuffede end vi var, så vi lagde hårdt ud mod dem for at prøve at knække dem fra starten. Operationen lykkedes da også delvist, da vi kom til halvleg med en tremålsføring. Men Finnerne vågnede langsomt, men sikkert, og fik ædt sig ind på vores forspring. Og så stod den pludselig 16-16 med ét point igen. Deres udkast landede helt ude i siden af vores målzone, og da vi samtidig havde modvind, så oddsene dårlige ud for os. Vi fik kæmpet discen langsomt op langs siden af banen, men hvert kast var under hårdt pres. Endelig fik vi brudt deres force og afleveret discen ind på midten af banen, hvor vi ikke var ligeså låste i vores muligheder, kun for at se vores kaptajn kaste en forhånd mod zonen, der straks blev taget af vinden og derefter svævede langsomt mod jorden. Den ville garanteret blive blokket. Men nej - midt i klumpen af finske og danske spillere, der havde placeret sig under discen, blev det en dansk hånd, der lukkede sig om den runde skive og dermed scoring og bronze til Danmark!

Placeringsliste:

1. England
2. Sverige
3. Danmark
4. Finland
5. Tyskland
6. Schweiz
7. Holland
8. Frankrig
9. Østrig
10. Italien
11. Irland