Primary links

Mit første DM

Som et led i artikel-serien ”Mit første DM” og optakt til weekendens midtsæsonstævne, har DFSU-reporter Asbjørn Fink taget en snak med to af midtsæson-debutanterne fra Danmarks (så vidt vides) nyeste ultimateklub Skanderborg Loltimates, Marie Lysemose Støvring og Martine Othilie Kolind Bjønness.

Hvordan hørte i om ultimate og hvornår begyndte I?
Marie: Vi blev helt grebet af det i idrætstimerne på gymnasiet!
Efter det meldte vi os også til frivillig ultimate på gymnasiet sidste år og igen i år. En stor tak til vores rektor, der sørgede for, at vi i sidste øjeblik kunne komme med til DM for gymnasier i år, hvor vi forresten fik en flot 13. plads på landsplan.
Martine: Da vi gik i 2.g blev de indledende runder til Gymnasie DM holdt på vores gymnasium. Vi havde selv 2 hold med, som desværre ikke gik videre. :(

Hvad var jeres første indtryk af sporten?
Martine: Vi synes simpelthen det var verdens sjoveste sport så efter gymnasie DM i år besluttede vi at lave vores eget hold, så vi kunne blive ved med at spille selv om vi går ud af gymnasiet her til sommer.
Marie: Allerede til Gymnasie DM kunne man mærke den helt specielle ultimate-ånd der bygger på noget lignende fairplay, teamspirit og fællesskab.

Hvad har været jeres bedste ultimateoplevelse indtil videre?
Marie: Det er uden tvivl 1. runde af DM for klubhold i Kruså. Vi blev modtaget som var vi stjerner, uden på nogen måde at være det. Vi blev genkendt med det samme, fordi ingen kendte os, og alle kender hinanden til Ultimate. Alle var behjælpelige med alting; De hjalp os med at oprette en klub, gav os discs, forklarede os spilsystemer og de forskellige kast, gav os slik og interviewede og fotograferede os og inviterede os med på McDonalds. Vi blev hurtigt enige om, at Club Loltimates allerede måtte være optaget i den lille ultimate-familie.
Martine: Hele vores lille hold er blevet så bidt af ultimate at vi ofte går rundt med en disk i tasken. Dette har ført til mange pludselige "ultimatetræninger" på skolens gange, også med deltagelse af folk der ikke er med på holdet. Det er fedt!

Ser vi jer til DM om 10 år?
Der er ingen tvivl at spore hos Martine: Det kan du tro - også om 20!
Samme skråsikkerhed er ikke at spore hos Marie: Det er svært at sige. Lige nu er vi helt høje over at få lov at spille. På nuværende tidpunkt er vi 8 piger i klubben, som alle færdigør 3.g til sommer. Det er planen at deltage i udendørs DM også, men hvis ikke flere medlemmer dukker op, er det svært at sige, hvordan det kommer til at gå med klubben. Der er ingen tvivl om at vi håber meget på det!

På lidt kortere sigt har vi weekendens DM runde, hvad er forventningerne?
Marie: Det bliver spændende at møde den anden halvdel af ultimate-familien. Jeg forventer endnu en fed ultimateoplevelse. Forhåbentlig får vi igen en masse gode råd om alting. Stillingen kunne tyde på en spændene kamp mod Cut'n'move.
Martine: Jeg håber det bliver en oplevelsesrig dag med loltiMATES fra hele landet. Alle de mennesker jeg har mødt i ultimate sammenhæng indtil videre har simpelthen været så søde og hjælpsomme. Så jeg tror det bliver en rigtig god dag. Vi har i Club Loltimate glædet os rigtig meget til at komme ud at lufte disken igen her til 2. DM runde og vise vores nye supersystemer.

Der er ikke andet at sige herfra, at vi også glæder os, og selvfølgeligt vil dække Midtsæson på bedste vis.

Internationale turneringer