Optakt: Mit første DM - 2. del
I weekenden spilles 2. DM-runde og som optakt bringes her endnu et dobbeltinterview i serien Mit første DM. De to DM-debutanter er Klaus Højgaard fra KFK og Uffe Bolsing fra Cut 'n' Move. Uffe har spillet siden starten af indendørssæsonen, mens Klaus begyndte i slutningen af udendørssæsonen til en dårlig besøgt træning i ekstremt regnvejr, hvor han imponerede træneren med sin forhånd. Interviews af østreporter Niels Pagel med hjælp fra Freja Eriksen.
Hvordan hørte du om ultimate?
Klaus: Jeg spillede lidt ultimate, da jeg gik på efterskole. Min idrætslærer var lige kommet ud fra seminariet og havde haft en del ultimate på linjen. Siden da har jeg spillet lidt frisbee i fritiden og har længe tænkt på at spille ultimate i en klub. Det fik jeg først gjort noget seriøst ved i sommers, hvor jeg undersøgte mulighederne i København.
Uffe: Jeg prøvede ultimate på Gerlev idrætshøjskole, hvor jeg kort stiftede bekendtskab med en række forskellige sportsgrene. Jeg syntes med det samme, det var rigtigt sjovt og hørte fra en af de andre deltagere, at hun havde set nogle trænede hold spille en kamp, og det var helt vildt at se den hastighed, der var på både frisbee og spillerne.
Hvornår begyndte du, og hvad var dit første indtryk af sporten?
Klaus: Første indtryk var, at det selvfølgelig gik noget hurtigere, og der var mere taktik, end jeg havde oplevet tidligere. Men de garvede spillere i klubben var gode til at introducere og forklare de forskellige øvelser og spil i kampene, så man hurtigt kunne danne sig et overblik.
Uffe: Jeg syntes med det samme sporten var sjov, social, teknisk krævende og fysisk hård. Til hver træningsgang starter vi typisk med opvarmning gerne med forskellige lege, derefter kommer forskellige miniøvelser/spil, der involverer kast med frisbee. Til sidste inddeles der nogle hold, og vi slutter af med en ultimatekamp. Dette betyder, at det er meget varieret, og det er hele tiden sjovt.
Hvad har været din bedste ultimateoplevelse indtil videre?
Klaus: Det har været, at man fra gang til gang kunne se, at man blev bedre til træningerne og hele tiden lærer nye ting, løb, kast, taktikker osv. Derudover har det været fedt at opleve den spirit der er om at spille og have det sjovt sammen.
Uffe: Jeg spillede en såkaldt hatturnering, hvor folk fra mange forskellige klubber mødes til en turnering, hvor holdene sammensættes helt tilfældigt ved at trække sedler med navne fra en hat. Til denne turnering deltog både nybegyndere og nogle af Danmarks bedste spillere side om side. At man laver en turnering på denne måde illustrerer det fællesskab og den hjælpsomhed, der er mellem ultimatespillere også på tværs af klubber.
I weekenden går det løs med dit første inde-DM, hvad er dine forventninger?
Klaus: Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve, hvordan det er at spille med i en turnering. Alle i klubben taler meget varmt for det, så det må jo være noget helt specielt. Jeg glæder mig til at spille mod nye spillere, og få lov til at udvikle mit spil i løbet af de kampe vi skal spille.
Uffe: At spille nogle fede og intense kampe, blive bedre til ultimate, samt ikke mindst have det sjovt med de andre ultimatespillere.
Ser vi også dig til DM om 10 år?
Klaus: Selvfølgelig gør I det. Jeg fortsætter med ultimate så længe jeg synes det er sjovt at være med, og der er udfordring i spillet – det regner jeg ikke med stopper lige foreløbig...
Uffe: Ja! Jeg har nu spillet et halvt år og kan tydeligt mærke, jeg bliver bedre for hver træningsgang. Jeg har en ambition om at blive så god til ultimate som muligt! Fordi sporten er sjov, der er et godt fællesskab, og det holder mig i god form.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at interviewet med Klaus bringes nu, men er lavet lige før midtsæsonrunden. Følg med her på hjemmesiden, hvor der løbende kommer mere om weekendens turnering.
