Et kig ind hos Danmarks nordligste klub
Med et førstehold som nummer 1 i turneringen, et damehold, der overraskede til midtsæson, og et 2.hold i rivende udvikling, hvad siger denne rundes værter i vest til sæsonen indtil videre, og ikke mindst, hvad er forventningerne? DFSU-reporter Asbjørn Fink har taget en snak med en håndfuld repræsentanter fra det nordjyske.
Vi lægger ud med Martin Therkildsen, talsmand for Dinosaurs 2. Hvad er holdets forventninger til denne runde?
Vi har som mål for første gang i min spilletid at vinde over et andet vesthold. Jeg har spillet 1½ år og ved ikke af, at vi tidligere har vundet over et vesthold. Vores hold har fået mere rutine over det sidste halve år og vores spil bliver bedre og bedre – vi tror på at sejren snart kommer, så hvorfor skulle vi ikke udnytte hjemmebanen til at hive den i hus?
Jeg har ikke set kampprogrammet endnu, men jeg håber på en kamp mod Dinosaurs 1. Det vil for 2. holdet være en kamp, vi vil sætte stor ære i at komme fra med et godt resultat.
Hvem ser du som Dinosaurs 2 nærmeste konkurrenter?
Vores nærmeste konkurrenter er, som jeg ser det, de andre 2.hold. Hvis Århus og Mojn begge stiller med deciderede 2.hold, vil vi kunne få nogle meget spændende kampe, som jeg også tror på, vi kan trække os sejrrigt ud af. Der er, som jeg ser det, et stort spring op til førsteholdene, selvom vi ved første DM-runde viste at vi kan spille med – her tænker jeg på kampene mod Tørring (8-4) og den mod Mojn (12-8), der havde sat to lige stærke hold.
Kampprogrammet har vist sig ikke at opfylde Martins ønsker, da holdet i pulje B møder Mojn 1, Århus 1 og Discflyers. Her risikerer Dinosaurs at blive nummer 4, der ikke skal spille placeringskamp, da Århus 2 har meldt afbud.
Men hvis vi kigger lidt ud over den kommende runde, hvilken rolle tror du, Dinosaurs 2 kommer til at spille til dette års finalestævne?
Vi har i denne vinter haft rene 2.holds-træninger, hvor vi har kunnet sætte fokus på vores svagheder og har haft mulighed for at spille os sammen. Den øgede kendskab vi har fået til hinanden skulle gerne betyde, at vi ender bedre end sidste år, hvor vi blev tredjesidst foran Hillerød og USG. Jeg forventer at vi kommer til at kæmpe med de øvrige 2.hold samt USG og Hillerød i den nedre turneringshalvdel, hvor vi nok også finder Spinners 2, Århus 2 og Mojn 2, hvis de kan stille hold. Målet må være at ende blandt de bedste af disse hold.
Men hvad siger Martin til at tage et kig på toppen af turneringen?
Som Dinosaurs-spiller skal jeg sige at Dinosaurs 1 vinder, hvilket heller ikke virker urealistisk med resultaterne i DM-turneringen hidtil. De har vundet over alle hold undtagen Ragnarok, som de dog formåede at bytte point med gennem næsten hele kampen.
Herudover tror jeg, det bliver vestholdenes sæson med de stærke resultater, de opnåede til midtsæson. Dinosaurs, Århus, Tørring og Mojn har alle set stærke ud, og jeg tror faktisk kun, det er Ragnarok fra øst, der kan følge med de fire vesthold. Turneringsstrukturen har selvfølgelig stor betydning, men mit bud er:
- Dinosaurs
- Ragnarok
- Århus
- Mojn
- Tørring
Fra den ene ende af turnerings placeringsstige til den anden. Vi har taget en snak med Dinosaurs 1s anfører Søren Ravn for at høre hans syn på sæsonen hidtil og hans forventninger til de afsluttende runder.
Dinosaurs ligger nummer 1 i turneringen, så sæsonen er vel gået som den skulle?
Ligger vi nr. 1? Har ikke set stillingen efter midtsæson, hvor Mojn og Århus også klarede sig ret godt. Men jo, ingen tvivl om at vi selv er godt tilfredse med resultatet indtil videre. Til midtsæson var vi efter kampen lidt skuffede over at tabe til Ragnarok, efter de selv havde tabt til Mojn, men ved nærmere eftertanke er Ragnarok jo ikke et dårligt hold, så et nederlag på 2 point var egentligt så godt, som vi havde turdet håbe på inden runden. Alt i alt er vi rigtigt godt tilfredse med starten på sæsonen. Vi kan vel ikke være andet med kun 1 nederlag indtil videre.
Ja, der er vist ingen tvivl om at de dufter en finale deroppe nordpå.
Hvis du ser på turneringen som helhed indtil videre, hvem har så overrasket positivt, eller har underpræsteret i dine øjne?
Turneringen er rigtigt spændende i år synes jeg. Der er mange hold, der konkurrerer om titlen i forhold til, hvordan det nogle gange har set ud tidligere. Feks. ligner Ragnarok jo slet ikke en sikker vinder på forhånd, som de plejer. Men specielt må vi nok fremhæve Mojn. Det er fantastiske resultater, den nye klub har hevet hjem i år. Først med 3. og 4. plads til første runde og derefter en sikker 1. plads til midtsæson. Men vil nu heller ikke glemme os selv. For bare 2-3 år siden lå vi og rodede rundt nede i bunden af tabellen. Derudover tror jeg også, vi er blevet Danmarks største klub pt., som vi viser med et fremmøde på ikke mindre end 33 spillere til 2. runde.
Underpræstationerne må være Odense, der desværre ikke har været i stand til at stille hold endnu. Og så Øst-Danmark der generelt ikke virkede på toppen til midtsæson.
Discflyers har til denne runde chancen for at give svar på tiltale, da de i øjeblikket har et hold klar til runden.
Når Ålborg nu spiller i det vilde vest, hvad er så holdets forventninger til denne runde?
Vi glæder os til at møde førstehold fra både Mojn og Århus (hvilket de forhåbentligt stiller). Forventningen er nogle fede tætte kampe som forhåbentligt viser at vi hører til i toppen af vest, samt dansk ultimate. Vi kommer i hvert fald for at spille til det yderste og give de andre hold kamp til stregen. Fik jeg sagt, at jeg glæder mig meget til at spille?
Et bud på top 5 ved dette indendørs DM i open-rækken?
Hmm, top 5, det er ikke let. Jeg håber og tror på, at vi selv kan komme i finalen.
Så lad os sige, at Dinosaurs møder Ragnarok i finalen. Og for at være optimistisk så vinder vi selvfølgelig den her gang.
Århus får Mojn i bronzekampen. Her tror jeg at rutinen fra Århus vinder, men det kan helt sikkert falde begge veje.
Og som en nummer 5 kunne Circus eller måske Tørring komme ind som outsidere.
Og ja, Tørring er i den grad en out-sider, der til midtsæson viste, at hvis de hiver de gamle skeletter ud af skabet, så kan de true hvem som helst. Til sidst skal det lige nævnes at Martin og Søren, ikke har snakket sammen så vidt jeg ved.
Men nok om open-rækken og deres brølen.
De nordjydske piger havde i den grad ben i næsen til midtsæson og overraskede med sejre over Tørring og Discflyers. Vi fik fat i en nordjysk jernlady.
Så Nana Nielsen med to nye jyske dame-hold, og en ny turneringsstruktur, hvordan har du så oplevet indedørssæsonen indtil nu, både som hold og personligt?
Jeg har ikke tænkt meget over den nye turneringsstruktur og tror heller ikke, det er noget, hele holdet har bidt mærke i. Det er fedt, at der er kommet to nye klubber (Mojn og Loltimates, red.) og dejligt for os, at vi har nogle hold, hvor vi kan få lidt selvtillid og have mulighed for at prøve nye ting af på.
Hvordan vurderer du dit holds præstationer til de to seneste runder?
Jeg synes der er sket en stor udvikling med dame holdet i Aalborg, men de to runders resultater er ret forskellige. Vi havde en noget sløv start til første runde (Her fik Ålborg en 4. plads så vidt vid, red.) og vores præstation bar tydeligt præg af, at vi manglede centrale spillere. Derfor var det ikke en helt tilfredsstillende start.
Sidste runde var over al forventning, og jeg tror, at vi også selv var meget overraskede over, hvor godt vi klarede os. Så overordnet set har vi udviklet os i en positiv retning, men mangler lige det sidste for at kunne spille helt op med de rigtig gode hold i DK.
Nu leverede I jo som sagt en ganske imponerende indsats til midtsæson, hvor I med sejre over Tørring og Discflyers strøg ind på en tredjeplads til midtsæson.
Hvad er holdets forventninger til 2. DM-runde, vil I stadig kunne udfordre Discflyers og Århus?
Sidste runde stillede vi med vores absolut stærkeste kæde, hvilket vi ikke gør på lørdag. Derfor tror jeg det bliver meget svært for os at spille op med Århus. Som kampprogrammet lige umiddelbart ser ud, tror jeg vi kommer til at møde Tørring i vores sidste kamp, og den tror jeg, vi vil have en chance for at vinde. Hvis vi skulle møde Odense, håber jeg på, at vi kan gøre det rigtig godt mod dem, men jeg er ikke helt overbevist om, at vi vil kunne vinde mod dem igen til næste runde.
Hvilken rolle ser du Dinosaurs Damer komme til at spille til finalestævnet?
Jeg tror desværre ikke, Dinosaurs Damer kommer til at spille nogen central rolle til finalestævnet. Jeg tror i hvert fald ikke, vi kommer til at være med i kampen om de 4 øverste placeringer, men håber vi kan spille godt mod de københavnske hold, Århus og Odense og få nogle gode nogenlunde tætte kampe mod dem.
Så Dinosaurs Damer vælger at spille under-dog taktikken, og lad os nu se hvor skidt den kæde de stiller egentligt er. Under alle omstændigheder er der lagt i kakkelovnen til en ultimate-fest først i Gigantium og dernæst i Jomfru Ane Gade!

Re: Et kig ind hos Danmarks nordligste klub
"Den øgede kendskab vi har fået til hinanden skulle gerne betyde, at vi ender bedre end sidste år, hvor vi blev tredjesidst foran Hillerød og USG. Jeg forventer at vi kommer til at kæmpe med de øvrige 2.hold samt USG og Hillerød i den nedre turneringshalvdel, hvor vi nok også finder Spinners 2, Århus 2 og Mojn 2, hvis de kan stille hold. "
Det var altså USG 2. hold.
USG 1. kom foran Dinosaurs 2, som vidt jeg husker det (der findes ikke resultater på sitet endnu)