Primary links

DFSU får ny pressechef

 

Peter Bjørnbak Hansen ansættes som unionens nye pressechef. Han er til daglig journaliststuderende i Århus.

 

Posten som pressechef i DFSU besættes nu af Peter Bjørnbak Hansen, efter Ulrik Stavnsbjerg måtte forlade den som følge af udefrakommende omstændigheder. 

 

Med ansættelsen af en ny pressechef opruster unionen i kampen for større opmærksomhed omkring ulitmate efter en længere periode, hvor kommunikationen har foregået fra forskellige bestyrelsesmedlemmers hånd.

 

Bestyrelsesformand i unionen, Matthias Zaccarin, siger om ansættelsen af den nye pressechef:

 

”Vi er meget glade for at have ansat Peter. Han viser stort gåpåmod, og han er ikke bange for at have ambitioner. Det vægter vi højt her. I bestyrelsen glæder vi os meget til at samarbejde med ham og nyde godt af hans arbejde.”

 

Peter er 22 år og studerer til daglig på 3. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er interesseret i og har generelt stor viden om sport, og derfor er han også meget motiveret og ambitiøs i forhold til jobbet. Allerede nu er han ret konkret, når det kommer til jobbets muligheder.

 

”Selvom jeg personligt ikke har stor erfaring med ultimate, føler jeg mig godt rustet til jobbet. Jeg mener helt sikkert, at jeg kan et yde stort bidrag for unionen. Allerede nu kan jeg i hvert fald se forbedringspotentiale – især når det kommer til sociale medier,” siger den nyansatte pressechef.