Primary links

"Vi bruger ultimate til at gøre eleverne mere demokratiske"

Ultimate er nået til det vestlige Grønland, hvor eleverne på gymnasiet GUX-Aasiaat siden 2008 har lært at kaste, hoppe og cutte på alt fra grus til sne. Men særligt det med den gode spirit halter lidt.

 

Af Ulrik Stavnsbjerg Offersen og Peter Bjørnbak Hansen

 

For et par måneder siden landede der en lidt speciel mail hos disc [at] dfsu [dot] dk. Den kom fra Aasiaat i det vestlige Grønland og idrætslærer Frank Jørgensen, der gerne ville bestille 30 discs.

 

Siden 2008 har han undervist i ultimate i idrætstimerne på gymnasiet GUX-Aasiaat, men sporten er en del ældre på Grønland:

 

“Det var en idrætslærer ved navn Allan, som havde været aktiv i mange år med ultimate, som startede sporten her på skolen. Jeg har dog tidligere undervist i ultimate i idrætsundervisningen i Qaqortoq fra 1999 til 2005,” siger Frank Jørgensen.

 

Så vidt han ved, findes der ikke egentlige klubber på Grønland. Men eleverne er i hvert fald vilde med det på gymnasiet i Aasiaat:

 

“Sporten er populær hos eleverne, og her på skolen bruger vi spillet til at gøre eleverne mere demokratiske i deres tilgang til idræt. Hvert år holder vi Tiger Cup, hvor klasserne konkurrerer om at blive den bedste klasse i fire idrætsgrene, og her er ultimate én af dem,” siger Frank Jørgensen.

 

Vejret på Grønland kan være en udfordring, men det holder ikke eleverne tilbage:

 

“Vi spiller ultimate indendørs om vinteren, samt når vejret er til det ude i sneen. Derudover spiller vi på grus, når det er sommer og efterår, inden den første sne falder i efterårsferien. Sne-ultimate er hårdt, fordi sneen ikke altid er fast, og det giver lidt udfordringer i forhold til skader og tempo i spillet. Men det er stadig sjovt,” siger han.

 

‘God spirit er en udfordring’

Godt nok er eleverne glade for at kaste, løbe og cutte, men på et punkt er der lidt en udfordring:

 

“Særligt den gode spirit er en udfordring for eleverne. Det er svært for dem at være retfærdige i deres dom og ikke dømme til fordel for dem selv. Men eleverne kan lide spillet, og i idrætsfaggruppen er vi også glade for spillet, der må siges at være populært her på skolen,” siger Frank Jørgensen.

 

Han lærte selv spillet at kende, da han spillede det på idrætsstudiet i København og i Odense.

 

“Jeg blev introduceret til sporten i begyndelsen af halvfemserne, og herefter har jeg spillet løbende i min fritid, i parker og til pauser i konferencer og den slags. De sidste 16 år har jeg undervist i ultimate, men ikke så særligt højt niveau. Vi fokuserer på at introducere eleverne til sporten - kast, lidt taktik, løbemønstre på banen og spirit,” siger den ultimate-entusiastiske idrætslærer.

 

 

Fotos: GUX Aasiaat