Primary links

Når gnisten tændes i en ildsjæl

 

Nogle gange er en award kun en fattig tak. En af de gange var, da DFSU til DFSU Awards overrakte Jesper Dyhr Discprisen som tak for og anerkendelse af hans enorme frivillige engagement – især på Roskilde Festival. Men Jesper Dyhr forstod, hvor meget pris DFSU sætter på ham. Sådan virkede det i hvert fald.

 

Af Peter Bjørnbak Hansen

 

Efter adskillige utrættelige indsatser på Roskilde Festival og nu snart også Haven Festival, måtte det fra DFSU’s side snart være på tide med en håndgribelig anerkendelse af Jesper Dyhrs kolossale frivillige indsats. Anerkendelsen virkede også til at falde på rette sted, for det var en tydeligt rørt Jesper Dyhr, der fik stukket DFSU’s Discpris i hånden til indendørsfinalestævnet i Haderslev: 

”Jeg er virkelig glad for lige netop den her pri. Jeg betragter det som et skulderklap for ikke bare det arbejde, jeg har lavet i Hucks, men for hele DFSU.”

Men hvad driver den her 22-årige geografistuderende københavner til at donere så meget af sin ungdoms vilde mod til glæde og gavn for os andre? Ja, det er i hvert fald ikke en indre trang til altid at være tættest på musikken på Roskilde Festival eller en dybfølt fascination af festivalens brogede line-up.

 

Med ansvaret vokser lysten

”Jeg gør altså ikke alt det her for musikkens skyld,” siger han troskyldigt.

Jesper Dyhr startede sit frivillige engagement som ”ganske almindelig frivillig” på Roskilde Festival for fire år siden. Velsagtens fordi arbejdet var lig med et partout-armbånd, ligesom så mange andre unge har tænkt før ham.

Men det var åbenbart ikke nok. Den tidligere Aalborg-spiller Frederik Hasle tog den unge ildsjæl under sine vinger og blev hans Roskilde-mentor, og nu kan Jesper Dyhr bryste sig af titlen som DFSU’s Roskilde-koordinator. De to, mentoren og ildsjælen, står i dag som et stærkt makkerpar i arbejdet med Roskilde Festival og arbejder løbende på projektet fra december til juli.

Med titler vokser ansvar. Men det er ikke noget, der tynger den unge Roskilde-virtuos. Tværtimod. For Jesper Dyhr har det ansvar, der gradvist er vokset på hans skuldre, været en helt afgørende del i den personlige udvikling, som han ifølge ham selv har oplevet, og som er svær at skabe på andre måder andre steder. Og den er han meget taknemlig for.

”Ja, og så er det jo skidesjovt at være på Roskilde Festival med en masse gode mennesker,” tilføjer han, inden det hele bliver alt for højstemt.

Men udviklingen og fornøjelsen er kun den ene del af, hvad der tænder ildsjælens gnist. Den anden skuer lidt længere ud over den københavnske næsetip. 

”En af de ting, der også driver mig, er, at jeg ved, hvor meget det her betyder for sporten,” siger han med reference til de penge, som DFSU’s Roskilde-frivillige er med til at få sendt i unionens retning. De penge, som giver smør på det danske ultimate-brød.

Med få ord og sjælden sans for smuk retorik, forklarer den 22-årige pristager, hvorfor han netop gør det her for sporten:

”Nogle gange skal der ikke så meget til for at gøre en stor forskel.”

 

Social som bare pokker

Det med at skue ud over sin egen næsetip – at være social – ligger ikke Jesper Dyhr særlig fjernt. Den mentalitet har han ifølge ham selv arvet fra Hucks-forbilledet, Kristian Kjeldsen Hansen (eller bare KH), som efter sigende mindede meget om Jesper Dyhr, da han var i samme alder.

Og selvom Jesper Dyhr er ung, er den konstante sejrshunger da heller ikke noget, der fylder hele hans ultimate-bevidsthed.

”Selvfølgelig spiller jeg for at vinde, men jeg tror virkelig, at jeg er nået dertil, hvor det handler mindst ligeså meget om at have det sjovt,” siger han.

Måske er det netop derfor, at det falder Jesper Dyhr så nemt at yde så stort et frivilligt bidrag for DFSU. Han er et socialt væsen. 

Det sociale væsen ser i øvrigt ud til at have haft en afsmittende effekt på resten af Hucks, som i de seneste år har haft rigtig stor spirit-succes. Måske det er en letkøbt hypotese, men succes har de haft, og Jesper Dyhr er en glad mand på Hucks-holdet.

 

 

Stadig starboy

Jesper Dyhr nøjes ikke kun med Roskilde Festival. Han har også tænkt sig at udøse sine frivillige kræfter på den nye Haven Festival. Men så stopper festen også – altså frivillighedsfesten. Selv en ildsjæl må kende sine grænser, hvis der også skal være tid og plads til det bachelor-projekt, som skal afleveres inden længe.

Hvad, der også skal være tid og plads til, er musikken. Nok gør han det ikke for musikkens skyld, men Jesper Dyhr vil alligevel være at finde foran Orange Scene, når The Weeknd skruer op for R&B-charmen og kækt udbasunerer, at han altså er og bliver en ”motherfucking starboy”.

Til Haven Festival nævner han da også både Band of Horses, Liss, When Saints Go Machine og Iggy Pop som koncerter, han vil slå et smut forbi mellem alt arbejdet. Helt på månen rent musikmæssigt er han altså ikke. Ifølge ham selv er det måske mere, end hvad man kan sige om de Emil Stabil-dyrkende medspillere i Hucks, som hjertens gerne spørger både første, anden og tredje gang, om det er et fugl, et fly eller bare Emil Stabil, når ultimate-armene skal varmes op inden kamp.

En ting er i hvert fald sikkert. I dansk ultimate er Jesper Dyhr ikke kun en mand, som om nogen har fortjent Discprisen. Han er velsagtens også både Hucks’, Roskilde Festivals og DFSU’s egen ”starboy”.

Skulle du også have lyst til at opleve The Weeknd skrue R&B-charmen på til Roskilde Festival? Måske endda i samarbejde med DFSU’s egen ”starboy”?

 

Tjek mulighederne for at blive frivillig på Roskilde Festival med DFSU lige her:

Web: http://dfsuroskildefrivillig.dk/

Facebook: https://www.facebook.com/DFSURoskildeFrivillig/

 

 

De øvrige vindere til DFSU Awards:

 

Årets damespiller: Astrid Alsted, Dragons og Hucks

Årets herrespiller: Bjarne Laursen, Ragnarok og DTU

Årets træner: Henrik Thomesen, Tørring og openmasters

Årets ungdomstalent: Jakob Faurbye, Tørring

Årets spiritmaster: Jonas Skovgaard, Aarhus

Årets MVP: Emil Poulsen, Aarhus