Primary links

Nyhedsbrev Maj 2010

Så er det blevet maj-måned og udendørssæsonen er gået i gang. Læs denne måneds nyhedsbrev her...

Repræsentantskabsmøde
Ved repræsentantskabsmødet i Odense blev der bl.a. diskuteret vedtægtsændringer. Enkelte blev gennemført, men det blev besluttet at nedsætte et udvalg til en større revidering i løbet af sommeren 2010. Der var genvalg til hele bestyrelsen, mens Sanne Sander og Bue Meier havde besluttet at stoppe i ultimate-udvalget, der fremover kommer til at lyde under navnet DM-udvalget, hvor der så til gengæld blev plads til Elin Bertelsen. Slutteligt blev Birte Bengtsson fra Tørring tildelt årets discpris for sin flotte indsats igennem mange år. For referat samt regnskab, se dfsu.dk.


Gymnasielærerkurser
Bestyrelsen har nedsat et lille udvalg, der er i gang med at udarbejde kursusmateriale til de kurser, som skal afholdes for gymnasielærere landet over. Alle gymnasier i en radius af 50 km fra de danske klubber har fået tilbuddet om et kursus her sidste weekend. Foreløbig har 3 gymnasier sagt ja. Der er fundet nogle regionale frivillige, der ønsker at hjælpe med at afholde disse kurser, men afhængig af tilslutningen, kan der blive brug for flere.


Copenhagen Ultimate Beach Cup
DFSU afholder en mindre strandturnering på dansk grund den 21. August. Tilmeld jer på Facebook eller med en mail til administrator [at] dfsu [dot] dk.
DFSU indtager Roskilde
Igen i år deltager DFSU som frivillig forening på Roskilde Festival. Taiyo koordinerer arbejder og har stadig nogle få ledige pladser. Skriv en mail til ham, hvis du er interesseret.


Copenhagen-piger vinder Tom’s Tourney
Det danske pigehold, Copenhagen Mermaids, vandt i weekenden den belgiske turnering Tom’s Tourney i Brügge. Holdet, der bestod af 19 piger, har 2 gange før i turnerings historie været i finalen, men har aldrig tidligere vundet. Et flot internationalt resultat fra et dansk hold og et stort tillykke herfra.

Referat fra bestyrelsesmødet
I slutningen af april afholdt bestyrelsen møde i Odense. Læs referatet på dfsu.dk, hvor der bl.a. blev diskuteret opstartsprojekter som Vestdansk Pigehold, næste års landshold og VM i beachultimate 2011.


Ungdomssamling 2010
Ligesom sidste år prøver DFSU at samle nationens unge spillere til en træningsweekend efter sommerferien. Dette vil være en mulighed for alle spillere født den 1/1 1990 eller senere. Der vil komme mere information ud i løbet af den næste måned.


Har du en landstræner i maven?
Hvis du har lyst til at være landstræner for enten open eller dameholdet i 2011, så henvend dig venligst inden 1. juni til formand [at] dfsu [dot] dk. Bestyrelsen vil efterfølgende tage kontakt til forskellige potentielle trænere. Vi har besluttet, at der bliver givet et tilskud til trænerkompensation, og Taiyo vil i videst mulig udstrækning være lidt praktisk medarbejder for holdene og til hjælp for holdkoordinatoren.


Strand VM 2011
Har du lyst til at koordinere noget frem mod strand VM i Italien 2011, så henvend dig også til formand [at] dfsu [dot] dk, for der bliver ikke fra vores side fundet en træner/holdkoordinator.


Gammelt spillertøj
Ligger jeres klub inde med gammelt spillertøj, så vil vi fra DFSU forsøge at lave en samlet afsendelse af tøj til fx Afrika. Vi besluttede på repræsentantskabsmødet at sende EM-tøjet fra 2003 til Afrika. Så hvis I i klubberne har noget i gemmerne, der måske bare skal smides ud, så kontakt formand [at] dfsu [dot] dk senest d. 15. juni.


Frivilligt arbejde
Hvis du har lyst til at give en time eller to af din tid til en opgave i DFSU, så sig endelig til. Vi har masser af små opgaver, som skal laves, og afhængig af, hvad du har lyst til at lave, skal vi nok finde noget der falder ind under kategorien. På sigt håber vi at lave en lille opgave bank på hjemmesiden.


Falck
Husk fortsat at vi har et abonnement som gælder både til træning og nationale turneringer. Læg abonnementsnummer og telefonnummer i jeres disctaske, så I har det med, hvis uheldet skulle være ude. Formændene for klubberne får det tilsendt i en separat mail.


Formandens hjørne
Det har været en super god tur til Indien, hvor jeg nu også har et ultimatenetværk, som vi måske kan lave et samarbejde med på sigt. Det er dejligt at være hjemme igen, og få gang i en masse DFSU-arbejde igen. Der sker rigtig mange ting lige nu, og al min ekstra tid bliver brugt på DFSU. Det gode er, at alle jeg har spurgt om små opgaver har taget imod dem, og det gør mig rigtig glad, for det betyder, at vi i DFSU har mulighed for at løfte i flok og få et rigtig godt forbund ud af det! Gymnasielærerkurserne ser ud til at blive en succes, og forhåbentligt vil det på sigt give en del medlemmer til klubberne. Desuden kan jeg kun sige tak for et godt repræsentantskabsmøde og for den fantastiske bestyrelse, jeg har fornøjelsen af at være formand for.

Internationale turneringer