Primary links

Nyhedsbrev Januar 2011

Nyhedsbrev januar 2011
Så  er de værste tømrermænd forhåbentlig ved at have lagt sig, og DFSU er klar til at gå en ny sæson i møde. Det bliver et aktivitetsfyldt år med genopstandelsen af WCU, masser af DM-runder, undervisning på skoler og gymnasier, et VM på strand i Italien, et EM på græs i Slovenien, og meget, meget mere.
DFSU er et forbund med store ambitioner og har derfor et væld af aktiviteter. Derfor har vi brug for din hjælp. Uanset hvad du kan, så vil der være noget, der kan hjælpe os med. Se mere i vores jobbank for konkrete jobbeskrivelser eller henvend dig til bestyrelsen [at] dfsu [dot] dk.

Need to know

DM finalestævne i Odense (TJ)
Det er nu besluttet at DM-finalestævnet kommer til at foregå i Odense, men vi mangler stadig en endelig dato. Det kommer dog Vi vender tilbage hurtigst muligt.

Repræsentantskabsmøde (TJ)
Årets repræsentantskabsmøde kommer til at ligge i forbindelse med DM-finalestævnet. Vi håber dermed på et stort fremmøde. Der er to ledige pladser i bestyrelsen og en ledig plads som suppleant, så har du lyst til at involvere dig i DFSU, er der rig mulighed for det!

Landshold (TJ)
Elite-udvalget er stadig i gang med at finde egnede kandidater til de forskellige trænerposter. Deadline er foreløbig skubbet til 1. marts, men vi håber snarest muligt at have en løsning. Interessen for disse ellers meget attraktive stillinger har været yderst begrænset, og vi afsøger derfor nu alternative løsninger. Skulle du være interesseret, så kan du se mere om de opslåede stillinger her: http://dfsu.dk/dfsu/jobbank

Strategimøde med klubberne (TJ)
I forbindelse med Midtsæson havde vi håbet at kunne arrangere et møde for alle klubbers formænd. Målet var at få forslag til og informere om DFSU’s strategiplan og implementeringen af denne ude i klubberne. Desværre viste det sig ikke at være muligt at få tid i et presset kampprogram, så vi planlægger i stedet at få afholdt det i forbindelse med en anden DM-runde snarest muligt.

Nice to know

Kurser (TJ)
Allerede nu er der planlagt kurser for flere efterskoler, folkeskoler og gymnasier. Det er en stor glæde for os, at Lisbeth Møller har sagt ja til at fungere som koordinator for vores ultimatekurser, da hun gennem sit erhverv som gymnasielærer kender miljøet. Derudover har vi lavet et netværk af regionale opbevaringssteder, således at Nana Nielsen i Ålborg, Andreas Eiskjær i Århus, Rikke Fuglsang  i København og Birgit Brunshøj i Odense ligger inde med de nødvendige undervisningsmaterialer som kompendier og discs.
Husk at videresende nyhedsbrevet til jeres medlemmer i klubberne – det er vigtigt for os, at alle disse oplysninger kommer ud til alle medlemmerne!

Ny præsident i WFDF (TJ)
Amerikaneren Robert Rauch har overtaget præsidentembedet fra australieren Jonathan Potts efter kampvalg og vil sidde de næste to år som leder af WFDF. Læs mere på wfdf.org.

Formandens hjørne (BB)
Godt nytår til alle I fantastiske medlemmer i DFSU. Jeg vil gerne sige tak til alle for de mange frivillige kræfter der er blevet lagt i forbundet og de enkelte klubber i løbet af 2010. Det er en stor force i vores klubber og i DFSU, at så mange ildsjæle har lyst til at investere noget tid og energi i de mange projekter, der sættes i gang. I 2011 håber jeg, at lige så mange og måske endnu flere vil bakke op om de tiltag, der sættes i gang. Der er planer om mange landshold, og det håber jeg, at der bliver stor tilslutning til.
Jeg har planer om at flytte et år til New Zealand fra september 2011 og et år frem for at arbejde som kiropraktor dernede. Som udgangspunkt forventer jeg at fortsætte som formand for DFSU med mindre, der er en entusiastisk kandidat, som har lyst til at stille op til repræsentantskabsmødet i foråret. Som udgangspunkt forventer jeg ikke at det vil ændre det store, at jeg sidder i NZ ift. Danmark, da al kommunikation alligevel foregår via mail og evt. Skype. Men er der en kandidat som brænder for en DFSU formandspost, så giv dig endelig til kende.
Ser frem til et fantastisk ultimateår med jer alle!

Internationale turneringer