Masterkvinderne trækker sig fra Beach VM i USA

Det er ikke med deres gode vilje, men master-damelandsholdet ser sig nødsaget til at sige nej tak til et amputeret VM i USA i april 2022.

Det har længe været en realitet, at tilslutningen til Beach VM er lavere end vi har set ved tidligere mesterskaber. Det skyldes blandt andet de høje omkostninger, de mange andre mesterskaber i 2022 – men især også usikkerheden om covid19, der har fået mange – især europæiske – hold til at lave andre planer for 2022. Det betyder, at divisionen nu er så lille, at Danmark ikke ønsker at deltage længere. Det blev klart tidligere på ugen, hvor opgørelsen over betalende hold blev annonceret fra WFDF. Her var der nu kun fire hold tilbage på listen.

De danske masterdamer har ellers indtil nu holdt fanen højt og insisteret på at være repræsenteret ved VM. Og det selv hvis divisionen var lille – men fire hold er ikke indsatsen værd. Som sølvvindere fra EM 2019 var der ellers noget at leve op til, men af størst betydning er dog, at Beach Ultimate mod de bedste hold i verden trækker som ind i helvede. For en stor del af spillerne har Beach Ultimate været det primære underlag siden der i 2016 blev sat hold til VM det efterfølgende år.

En skøn sæson trods lave temperaturer

Sæsonen for masterdamerne har ellers budt på god, intens træning siden oktober, hvor udtagelserne fandt sted. Herefter har spillerne trofast iklædt sig lag, på lag, på lag for at tage mod stranden og spille henover vinteren. Selv diverse søndage i advent har været i brug, så holdet kunne stå skarpt til foråret. Senest var det beach-banerne ved Dalum, der fik besøg, da holdet havde team building og træning i årets første weekend. Landsholdet holder dog fast i deres turnering i Barcelona til marts.

ØV

Beskeden om, at trænerstaben ikke så andre muligheder end at trække holdet, har affødt en masse triste spillere og trænere. Holdet havde i den grad set frem til at spille sammen. Det skulle dog ligne masterdamerne dårligt, hvis de ikke straks finder nye mål at træne mod. Og med mindre sandet er frosset til is, så er beach-sæsonen 12 måneder om året, hvis man er +30 år til ++ 30 år.

Med på holdet var:

Gitte Jørgensen (Odense, træner)
Lisbeth Møller (Odense, spillende træner)
Louise Dyring Mbae (Spinners, spillende træner)
Mille Dragsted (Spinners, holdleder)
Rikke Reckzee (Spinners)
Mie Bjerring (Hucks)
Heidi Schultz (Hucks)
Rie Lund Linde (Spinners)
Tina-Thea Nielsen (Spinners)
Christina Noer (Hucks)
Kate Sygrove (Spinners)
Lykke Theill-Larsen (Spinners)
Pernille Knudsen (Spinners)
Helle Povlsen (KFK)
Ingrid Hell Mott (Århus)
Anna Arendrup (Spinners)
Inge-Marie Buch Greisen (Spinners)

Shopping cart
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0