Landsholdsspillere som hepper fra tribunen

Store øjeblikke i dansk Ultimate

Af  PR-Udvalget

Hvad er dit bedste ultimate-minde? Hvad var det største? Den første perfekte forhånd, første sejr over rivalerne, lige-ved-og-næsten-kampen eller måske da Danmark vandt EM? 

Når vi ser tilbage på de store øjeblikke i dansk ultimate, afhænger minderne meget af øjnene der ser. De øjeblikke vi husker tydeligst er ofte forbundet med en stemning og en god portion følelser. De største øjeblikke husker vi nemlig ikke altid kun for modstanderen eller slutresultater. Vi kan huske hvordan vi havde det, og det giver kuldegysninger og kilden i maven. 

De danske ultimatespilleres største historiske øjeblikke, spænder bredt – meget bredt. Nogle husker bedst de personlige sejre, andre lægger vægt på det sociale samvær mens en stor del bedst husker de store sejre med klubben eller landsholdet. Listen er lang og vi har hver især alt fra en tåreperser til en actionfilm kørende på nethinden.

De allermest mindeværdige øjeblikke rør ikke kun de svedende spillere på banen, men også de råbende trænere, de jublende tilskuere og de folk der sidder derhjemme og følger med på live-streamen. Det er det smukke ved ultimate og sport generelt  – følelserne, adrenalinen og gejsten rør os alle.

Mødet med verdens bedste

Live-streamen var glødende da de danske damer til beach VM i 2017 skulle spille på en glohed strand på den franske vestkyst. Overfor damerne stod mægtige USA – de forsvarende verdensmestre og favoritter til at tage titlen igen. Hvad verdensmestrene ikke havde ventet var det stærkeste damelandshold fra dansk side – sultne efter succes. Efter en kanon start og solidt arbejde tog de danske damer første halvleg 7-5. Det var slet ikke til at tro. Men de danske damer spillede bare blændende. God defence og det uforudsigelige offense hvor alle spillere spillede alle positioner var en prøvelse for amerikanerne. Som anden halvleg skred frem fulgtes de to hold hele vejen til universepoint. Begge hold havde mulighed for at afgøre kampen, men marginalerne var i sidste ende på amerikanernes side og danskerne måtte gå fra kampen skuffede. Og stolte. Sikke en bedrift. 

Mødet med verdens bedste

Spillerne husker tilbage på kampen som en af de største øjeblikke, men specielt stemningen efter kampen var mindeværdig. 

Jeg husker at blive stoppet af spillere fra andre nationer, som ville lykønske os med den gode præstation – de havde alle sammen hørt om lille Danmark der var lige ved at narre USA!

Spiller fra VM holdet

Når landsholdet spiller point-for-point hele vejen til afslutningen, med den velsagtens største og stærkeste ultimate nation i verden, så gør det alligevel indtryk…. Det var bare verdensklasse.

Tilskuer

Samlet endte de danske kvinder på en flot 5. plads ved dette beach VM, efter at have slået store ultimate-nationer som Australien, Frankrig og Tyskland!

Når forløsningen endelig sker

Flere kan nok relatere til situationer hvor man føler at sejren virkelig lader sig vente på sig. Følelsen af at være tæt på, men ikke helt nå det ønskede resultat…  Men når det så endelig lykkedes, så er forløsningen total!

Dette var følelsen for det danske U20 openlandshold, da i 2017 fik deres første sejr nogensinde. Indtil da havde de tabt alle deres kampe, både til VM i 2016 og tidligere kampe i 2017. Flere af kampene var tabt i universe,  bl.a. verdens længste kamp mod Mexico i 2016, en kamp der gik 1 time over time-cap.. Men en regnfuld dag til EM i 2017 skete sejrs forløsningen endelig, da Slovakiet måtte se sig slået af de danske drenge.

Danmark U20 vinder deres først kamp nogensinde. EM i 2017 i Holland. Vi havde indtil da både i 2016, og i 2017 tabt alle kampe. Kampen mod Slovakiet ender 13-8 til Danmark. Regnen vælter ned. Da vi vinder kampen opstår en glædesrus, og Sverre fører an i omklædningsrummet ved at fyre op for “DJ Khaled “All I Do Is Win”. I det øjeblik var alle nederlag glemt og vi havde troen på at holdet var på vej i den rigtige retning.

Træner på U20 landsholdet

At vinde EM  på hjemmebane i de flotteste kulisser

I 2015 afholdte DFSU EM for landshold på hjemmebane i Valby. Åbningskampen blev spillet af openholdet mod Sverige på Valby Idrætspark med omkring 1500 mennesker på tribunen. Vi slog svenskerne stort og det var starten på et unikt EM på hjemmebane, hvor Open Masters endte med at blive Europamestre.

For spillerne på banen var det helt fantastisk at spille foran et hjemmepublikum med masser af energi. For hele organisationen var det startskuddet på en turnering, der havde taget flere års planlægning. Selve holdet var ungt, da mange af de erfarne, lidt ældre spillere spillede med Open masters og vandt guld. Så openholdet skulle for første gang vise sig selv uden de stærke og erfarne spillere – og åbningskampen viste klart, at vi sagtens kunne klare os uden de “gamle”.Der var en stemning af samhørighed – alle danske ultimate spillere stod sammen. Og selvom ikke alle kunne stå på banen, da Der er et Yndigt Land blev sunget, så var vi alle en del af landsholdet til denne kamp. Vi fik også medieopmærksomhed, da TV2 var ude og filme op til og under kampen. DR sporten på P3 sad med på tribunen og gav live-kommentarer i radioen.

Spiller på EM holdet
EM sejren på hjemmebane

And the list goes on..

Øjeblikkene ovenfor er kun et spinkelt udklip af de mange forskellige og fremragende øjeblikke, som har udspillet sig gennem tiden, siden ultimaten kom til Danmark for over 40 år siden. 

Ultimate er en sportsgren i konstant udvikling og af præstationer uden for bane er det heller ikke gået ubemærket hen af at ultimate nu er blevet en del af skole OL. Samtidig er der de sidste 2 år opstarter flere nye børn og ungdoms ultimate hold i Danmark! For ej at forglemme 2020s store turnering – Først indendørs EM for klubhold, afholdt på dansk jord i de flotteste kulisser i Sportscenter Herning. 

Der er flere nye og gode initiativer igangsat og på vej for ultimaten i Danmark. Det bliver spændende at følge de næste års udvikling og se hvilke nye øjeblikke fremtiden vil bringe. 

Mange tak til de danske ultimatespillere der bidrog med deres beskrivelser af minder og historiske øjeblikke.

Indkøbskurv
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0