Teori 1 – Introduktion til ultimate

Ultimate er en holdsport, hvor to hold spiller mod hinanden, og det gælder om at score flest point, inden kampen er slut. Modsat mange andre sportsgrene spilles der med en disc fremfor en bold. Der spilles på en bane med en målzone i hver ende, som det kendes fra rugby og amerikansk fodbold. Man scorer et point ved at gribe discen i modstanderens målzone.

En ultimatebane kan sættes op med 8 kegler

Start et point

Et point starter med et udkast, hvor begge hold står i deres egen målzone. Udkastet fungerer ligesom et kick-off i amerikansk fodbold. Når begge hold er klar, kaster det ene hold discen til det andet hold, som enten griber discen eller samler den op, hvor den lander. Pointet er startet, så snart discen i udkastet har forladt kasterens hånd, hvorefter spillerne må bevæge sig ud af målzonen.

Spil et point

I hvert point vil et hold være i angreb og et hold i forsvar. Det angribende hold er det hold, som er i besiddelse af discen. Rollerne som angribende og forsvarende hold skifter, hvis det angribende hold mister kontrol over discen.

I løbet af et point afleveres discen imellem holdkammeraterne på det angribende hold. Den spiller, som har discen, må ikke løbe eller gå med den. Kropskontakt er ikke tilladt og skal altid undgås. Discen må afleveres i alle retninger, både frem og tilbage i banen. Discbesiddelsen skifter til det andet hold, hvis discen rammer jorden, bliver slået i jorden af en modspiller, bliver fanget i luften af en modstander eller bliver grebet udenfor banen.

Scor et point

Der er scoring, når en spiller griber discen i det modsatte holds målzone. Discen skal være kastet ind i målzonen, og derfor kræver det altid mindst to spillere til at score et point. Man må ikke kaste til sig selv.

Spørgsmål til selvevaluering

  • Hvornår skifter discbesiddelse fra det ene hold til det andet?
  • Hvordan scorer man et point?
  • Hvornår starter et point?
Download som PDF

Indkøbskurv
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0