Glædelig jul til jer alle.
Tak for endnu et år med masser af flyvende plastik både indendørs og udendørs.
Både ultimate og disc golf vandt medaljer ved stort mesterskab 2025, så fra et sportsligt perspektiv var 2025 helt sikkert en succes.
Ultimate vandt en historisk bronzemedalje ved beach VM i Portugal. Det var i grandmasterrækken for kvinder.

Lydie Hellgren sikrede Danmark et verdensmesterskab i disc golf, da hun vandt FP55 rækken ved VM i USA.

Danmark var også repræsenteret ved World Overall Flying Disc Championship, hvor de danske deltagere også fik enkelte topplaceringer i de respektive discipliner.
Repræsentantskabsmøde 2026
Hovedbestyrelsen har besluttet at repræsentantskabsmødet i 2026 bliver et fysisk et af slagsen. Det afholdes d. 28. februar i Hafniahallen i Valby. I forbindelse med mødet vil der også bliver arrangeret en workshop med fokus på udviklingen af DFSU.
Der skal besættes to poster i DFSU Hovedbestyrelse, da hverken den nuværende kasserer, Christoffer Gaarde, eller bestyrelsesmedlem, Peter Theis, ønsker genvalg.
DFSU Hovedbestyrelse har til opgave at udvikle en samlet strategi, der både sikrer udvikling af frisbeesporten som helhed, men også sikrer udvikling af de respektive specialudvalg.
Som medlem af DFSU Hovedbestyrelse kommer du til at være med til fortsat at udvikle et samlende fundament for frisbeesporten i Danmark.
Som kasserer for Hovedbestyrelsen er dit primære ansvar indkrævning af kontingent hos medlemsklubberne for både Ultimate og disc golf, sikre at den økonomiske fordelingsnøgle anvendes korrekt samt udbetale løn til sportsadministrator. Kassereren har stemmeret i DFSU Hovedbestyrelse.
Så skulle I sidde derude med lyst til at bidrage til udviklingen af Frisbeesport Danmark, så tøv ikke med at tage kontakt til DFSU Hovedbestyrelse.
Tak til jer alle for endnu et godt år i frisbeens tegn.
Glædelig jul og godt nytår.
Vi ses i 2026
